Det er ikke uden grund, at «The Other» betragtes som et af de mest kendte horror-punkbands i Europa. Blandingen af punk, horror og goth har været i ørerne på fans af tungere musik siden Misfits eller Danzig. At blande punkmusik med lyde fra andre undergenrer og pynte det med et (gyser)billede er ikke en dårlig opskrift i sig selv. Den tilsvarende skuespilkonkurrence er sjældent foran "Den Anden" kvalitetsmæssigt, og alligevel må man konstatere nøgternt: "Den Anden" har ikke været nok til en stor karriere indtil videre. Efter den sidste skive og nogle bandmedlemmers afgang er der stadig liv i det gamle lig. I en gyserfilmserie er den sjette del normalt forpustet, ellers skal den genopfinde sig selv fra bunden. Men film er ikke rekorder.
I alt er der gået tre år siden udgivelsen af det sidste «The Other»-album «The Devils You Know». En tid, hvor line-up karusellen drejede så voldsomt, at bandet i et stykke tid praktisk talt kun bestod af sangeren Rod Usher og trommeslageren Dr. Caligari eksisterede. Men med Pat Laveau (guitar), Ben Crowe (guitar) og Aaron Torn (bas) fandt de en passende erstatning og voksede endda fra en kvartet til en kvintet. Med denne line-up udgiver gruppen nu deres sjette album "Fear Itself". Men på trods af line-up-skiftet er der ikke rigtig de store overraskelser i de 14 numre, der er med her. Man hører, at der nu er to guitarister i starten, men ellers er «The Other» forblevet tro mod sig selv. Truppen fra NRW har været på farten siden 2002 og på trods af konstant skiftende musikere, især bassister, har deres musik ikke lidt.
Horror-punkbandet fra Köln er blevet en integreret del af den tyske scene, men ordet punk skal ikke tages for bogstaveligt, når det kommer til «The Other», for lyden er stilmæssigt mere metalorienteret. Det gælder også "Fear Itself", som igen blev produceret af Waldemar Sorychta (Grip Inc., Tiamat, Moonspell), som tidligere har instrueret "The Devils You Know" og designet det endelige lydmix til "New Blood" (2010). På det nye album stoler «The Other» igen på en bred base af forskellige stilistiske elementer. Hvad pladeselskabet i sit reklamebrev beskriver som en "traditionel metalåbner" er "aldrig mere". Og det er netop denne sang, der gør det klart, hvilke vanskeligheder «The Other» vil have med den almindelige fan, for denne sang skal primært forstås som «tysk punk», hvilket ikke har noget med resten af albummet at gøre. Personligt generer den musikalske variation mig overhovedet ikke, men kritikere kunne betragte denne brede vifte af stilistiske elementer som en mangel på orientering.
The Other - Dreaming of the Devil (officiel video)
For eksempel ser pladeselskabet også elementer af "Thin Lizzy", "Iron Maiden", men også af "The Cult" og "Danzig". Og så er der punken og efter min mening et strejf af «The Visiom Bleak», hvilket nok skyldes orienteringen mod det mørke emne. Alt i alt ikke dårligt, men usædvanligt og måske lidt uforudsigeligt. Umiddelbart efter introen brager førnævnte "Aldrig mere" ud af højtalerne, hvormed de kölnere for første gang tør præsentere åbneren på tysk. Dette var et modigt skridt, især efter "Unheilig-Male", de måtte acceptere til sangen "Eternity" på deres sidste plade. "Den Anden" leverer her et sandt pointreol, som både fans af "Toten Hosen" og "Böhse Onkelz" vil fejre. 80'ernes raseri siver ud af linjerne og viser sig i guitarernes riffs og trommernes rasende beats. Stor biograf lige i begyndelsen.
Så begynder nedstigningen til de mørkere riger. "Bloodsucker" er en af de mest udtryksfulde sange. Inspireret af 12-årige Claudia fra Anne Rices "Interview with a Vampire" leger nummeret med, at udødelighed ikke altid er ønskværdig. Hvem ønsker at forblive tolv år gammel for altid? Følgende «Black Sails Against A Midnight Sky» og «Dreaming Of The Devil» ligner hinanden. I «Black Sails Against A Midnight Sky» er guitarmelodierne overbevisende, men jeg kan ikke rigtig få noget ud af Ushers sang, og omkvædet er kun moderat behageligt. Måske er skemaet, som stykkerne er skrevet efter, lidt for forudsigeligt, eller også manglede den store, geniale idé. Omkvædet til «Dreaming Of The Devil» siger også «Dreaming, dreaming of the devil / You know it's gonna be alright», hvilket på en eller anden måde virker halvkørt. I sig selv et flot up-tempo nummer, der også vil gøre sig godt på dansegulvet.
Jeg finder "Dukkeøen - Isla De Las Muñecas" ret interessant, for "Isla de las Muñecas" er en ø i kanalerne ud for Mexico City, hvorpå - matchende navnet - hænger hundredvis af lemlæstede legetøjsdukker i træerne. Historien bag disse dukker er, at de blev hængt på øen for at afværge ånden fra en pige, der var druknet nær øen. Men tilbage til musikken, for det er godt klaret på den sjette titel. Sangen begynder med en stille del, mest båret af bas og sjældne, let forvrængede guitarer, mens Usher introducerer historien om den druknede pige med halvvisket vokal. Titlen bliver derefter til en klassisk heavy metal-del efterfulgt af overfladiske, vellykkede melodier. Fantastisk sammensætning! Når et gyserpunkband beskæftiger sig med Anden Verdenskrigs grusomheder, ser på den aktuelle situation og lægger to og to sammen, udkommer en sang som "German Angst". Hvis man ser på grupper som Pegida, kan man se, hvor frygteligt aktuelt emnet stadig er. "German Angst" er et heavy metal-nummer, der virkelig får dig i gang.
The Other - Never More (Lyric Video)
Anden halvdel af albummet er i bund og grund en balancegang mellem middelmådighed og overklasse samt mellem metal og punk. Selvom der er rigtig gode sange som "In The Dark" og "Screams In The Black House", lyder "Funeral March" lidt for skinger til titlen, selvom man med Ushers vokal måske tror, at Iggy Pop og Billy idol i verset med at stå i rummet. "The Price You Pay" byder på et af de bedste "The Other"-omkvæd nogensinde. Vokalen lyder fantastisk, og instrumentelt har du varierede melodier, skiftende rytmer og gode ideer i ærmet. I «Rise» kommer punken i spil igen og emmer af gys og B-films æstetik i forhold til indhold og udseende. Albummet fuldendes af den dramaturgiske "Mephisto", et meget stort hit, som er et godt valg som udsmider, fordi det giver lyst til at lytte igen. "Mephisto"-riffet minder vagt om "Subway to Sally", hvis ikke sangen af samme navn. Omkvædet, der næppe kan overgås i sin enkelthed, Rods mørke, udtrukne "Mephisto" med den kolde, nærmest metallisk udseende replik "Call my name" bliver en spændende helhed, der udmærket kan implementeres live.
"Fear Itself" er et succesfuldt album, der ikke behøver at gemme sig bag sin forgænger. Da halvdelen af bandets medlemmer efter det sidste album flyttede til nye himmelstrøg, var det klart, at «Fear Itself» ville lyde anderledes. Især den anden guitar gør lyden mere voluminøs og med endnu mere pres. Det er især bemærkelsesværdigt på sange som «Funeral March», med sit stærke basnummer, som er vidunderligt pustet ud af de to guitarer. Takket være Pat Laveau og Ben Crowe på seks-strenge og Aaron Torn på bas, samt de massive slag fra Doc Caligari, starter udsmideren Mephisto med en utrolig kraft, som ikke ville have været mulig før. Forhåbentlig bliver de fem fyre sammen et stykke tid, for samarbejdet får dig til at længes efter fremtidige plader. Bandet viser, at der ikke er andet at frygte end frygten i sig selv, og i hvert fald går de ufortrødent deres vej og lader ikke bandmedlemmernes afgang bremse dem. Tværtimod ser lidt frisk vind ud til at have gjort bandet godt. "Fear Itself" kunne have brugt et par små overraskelser, men "The Other" forbliver tro mod sig selv. 80'ernes punkrock, horror-mix løber gennem hele albummet. Udover et godt doseret knivspids salt, er der også et hår eller to i suppen, men dem kan man godt komme over – den nederste linje er, at skiven er sjov, Rods stemme er stadig dejlig at lytte til, numrene er indspillet med meget sans og god stemning. Alt i alt er der mange fine, små eksperimenter, der beriger albummet uden at klippe den røde tråd over. Enhver, der allerede har kunnet lide «The Other», vil også være tilfreds med «Fear Itself». På grund af pladens underholdende karakter er den bestemt nok til en anbefaling! Tommelfinger Hoch hellere ud i gyserfilmen! "Frygt selv" er blodig, men lugter ikke!
"Dreaming of the Devil" - Bag kulisserne med The Other
Tracklist
- Frygter sig selv
- Ikke mere
- Blodsuger
- Sorte sejler mod en midnatshimmel
- Drømmer om djævelen
- Doll Island - Isla de las Muñecas
- Tysk frygt
- Skrig i det sorte hus
- I mørket
- Den pris, du betaler
- Begravelse marts
- Dyr instinkt
- Rise
- Mephisto
[rwp-review id=»0″]
Mere til dig:
"Dravens Tales from the Crypt" har været fortryllende i over 15 år med en usmagelig blanding af humor, seriøs journalistik - til aktuelle begivenheder og ubalanceret rapportering i pressens politik - og zombier, garneret med masser af kunst, underholdning og punkrock. Draven har forvandlet sin hobby til et populært mærke, der ikke kan klassificeres.
Min blog var aldrig designet til at sprede nyheder, endsige blive politisk, men med aktualitet kan jeg bare ikke lade være med at fange information her, som ellers er censureret på alle andre kanaler. Jeg er klar over, at designsiden måske ikke virker "seriøs" for mange i denne henseende, men jeg vil ikke ændre dette for at glæde "mainstream". Enhver, der er åben for ikke-statsoverensstemmende oplysninger, ser indholdet og ikke emballagen. Jeg har forsøgt nok at give folk information de sidste 2 år, men bemærkede hurtigt, at det aldrig er ligegyldigt, hvordan det er "pakket", men hvad den anden persons holdning til det er. Jeg vil ikke lægge honning på nogens mund for at leve op til forventningerne på nogen måde, så jeg vil beholde dette design, fordi jeg forhåbentlig på et tidspunkt vil være i stand til at holde op med at komme med disse politiske udtalelser, for det er ikke mit mål at fortsætte sådan for evigt 
Jeg lader det være op til enhver, hvordan de håndterer det. Du er velkommen til at kopiere og distribuere indholdet, min blog har altid ligget under WTFPL licens.
Det er svært for mig at beskrive, hvad jeg rent faktisk laver her, DravensTales er blevet en kulturblog, musikblog, chokblog, techblog, horrorblog, sjovblog, en blog om fundne genstande på internettet, internetbizar, papirkurvblog, kunstblog, vandvarmer, tidsåndsblog gennem årene , Skrot blog og grab taske blog kaldet. Alt der er rigtigt ... - og alligevel ikke. Blogens hovedfokus er samtidskunst i ordets bredeste forstand.
For at sikre driften af siden er du velkommen til Giv en donation med kreditkort, Paypal, Google Pay, Apple Pay eller direkte debitering/bankkonto. Mange tak til alle læsere og støtter af denne blog!
